Autocentralen, der er en af landets største bilkoncerner, har købt Fredericia Auto-service, som driver en stor og velrenommeret Škoda-forretning i Fredericia.
Dermed konsoliderer Autocentralen sin position som Danmarks ubestridt største privatejede Škoda-forhandler med seks autoriserede forretninger.
Fredericia Auto-service, der er et af landets ældste Škoda-forretninger, er blevet opkøbt af Autocentralen, som dermed øger sin tilstedeværelse i Jylland. Forretningen på Vesterballevej syd for Fredericia er et af landets helt store Škoda-forretninger, og er desuden autoriseret Volkswagen-serviceværksted. Opkøbet betyder, at det efterhånden velkendte Autocentralen-logo vil komme til at pryde facaden på den flotte forretning, der ligger lige ud til den meget trafikerede Motorvej E20. Autocentralen vil herefter være repræsenteret med Škoda i Esbjerg, Fredericia, Horsens, Kolding, Viborg samt Vejle.
Det handler om rettidig omhu
"Rettidig omhu har altid været min måde at gøre tingene på – og der passer dette salg godt ind. Jeg er stolt og glad over, at det netop er Autocentralen, som køber min forretning. Vi har jo handlet sammen før, og jeg ved, at de grundværdier, som har været en del af vores forretning siden etableringen, de vil også fortsætte i det nye ejerskab. Det er jeg slet ikke i tvivl om", konkluderer Karsten Christensen. Han har siden 1992 været ejer af Fredericia Auto-service – samme år som forretningen blev autoriseret Škoda-forhandler.
"Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg ville sælge forretningen lige nu, men så opstod denne mulighed. Det handler blandt andet om at sikre mine medarbejdere bedst muligt. Det er virkelig noget, som har stor betydning for mig. Vi har mange dygtige og dedikerede medarbejdere, som selvfølgelig fortsætter i virksomheden i det nye setup", fortæller Karsten Christensen.
Fredericia Auto-service blev grundlagt helt tilbage i 1965, og skal på sigt skifte navn til Autocentralen Fredericia. Der vil også fremover blive håndteret autoriseret salg og service af Škoda samt service af Volkswagen og Volkswagen Erhverv.
Hos Autocentralen erkender administrerende direktører Anders Jensen, at netop den iøjnefaldende forretning i Fredericia er en af de steder, som han i flere år har haft et godt øje til.
Ligger strategisk godt placeret
"Fredericia Auto-service ligger strategisk godt placeret for os. Det er en stor og moderne forretning, og der er et stort potentiale i hele det område - ikke mindst hvis vi kigger lidt mod øst. Desuden har Fredericia Auto-service et setup og nogle bilmærker, som vi efterhånden har mange års erfaring med. Da vi overtog vores filial i Vejle, som i dag er vores største forretning, var det også Karsten Christensen, der solgte, så vi kender hinanden godt. Vi ser frem til at videreføre forretningen, og gøre det til en del af vores koncern", understreger Anders Jensen.
Autocentralen driver i forvejen syv forretninger i henholdsvis hovedstadsområdet og Jylland - og i samtlige de øvrige forretninger er Autocentralen autoriseret forhandler af Volkswagen. I fem forretninger er der desuden CUPRA og Škoda på menuen, mens koncernen i fire forretninger er Audi Service Partner.
"Vi glæder os til at overtage forretningen, der vil fortsætte med de samme bilmærker og det eksisterende personale. Dermed vil kunderne også fremover møde mange af kendte ansigter, som i en årrække har været med til at gøre Fredericia Auto-service til den forretning, som det er i dag", siger direktøren.
Der stilles større krav
Anders Jensen ønsker ikke at forholde sig til, om der er flere konkrete opkøb i udsigt. Men han står gerne ved, at mange bilforhandlere går en noget usikker fremtid i møde
"Vi kigger jo ind i en branche, hvor der virkelig bliver rykket sammen. Det skal forstås på den måde, at der stilles større krav til dét at være autoriseret bilforhandler. Og det er bare mere udfordrende, hvis man driver en enkelt forretning eller to. Der er en række forhold, som gør, at det er nemmere at være en af de større fisk i havet", understreger Anders Jensen. Han har – sammen med resten af koncernen – i år fejret, at det er 50 år siden, at Autocentralen blev grundlagt af hans forældre, Knud og Karen Jensen, der fortsat er aktive i virksomheden.
Der er sket rigtig meget i bilbranchen i løbet af de 50 år. Senest har vi oplevet en omstilling til at kunne sælge og servicere elbiler. Det er et godt eksempel på, at vi skal være omstillingsparate og investeringsvillige, og det kræver altså oftest en vis størrelse", påpeger direktøren.
Områdets foretrukne forretning
Når Fredericia Auto-service bliver en del af Autocentralen-koncernen, vil der være en lang række synergieffekter, som vil gøre adskillige arbejdsgange og processer nemmere i den fredericianske forretning, som i dag beskæftiger 30 medarbejdere.
"Vi har brug for alle kræfter i koncernen til at fortsætte den udvikling, som vi allerede er godt i gang med. Vi vil være det foretrukne forretning i de byer, hvor vi er til stede, og det gælder naturligvis også i Fredericia. Og det er faktisk uanset, om det drejer sig om køb, salg eller leasing af nye og brugte person- og varebiler, eller det handler om service, skadereparation eller opbygning og indretning af varebiler. Vi har det hele", pointerer Anders Jensen.
Købet af Fredericia Auto-service er meldt ud internt i de respektive forretninger, og direktionen afventer nu Konkurrencestyrelsens endelige godkendelse. Overtagelsen vil under alle omstændigheder tidligst ske pr. 1. juli 2027. Kort tid derefter vil det nye ejerskab også blive synligt for kunderne i form af blandt andet ny skiltning og profilbeklædning med videre.